5.500 børn får de kommende tre år glæde af flere uddannede pædagoger i deres daginstitution

29-06-2018
Nyhed Dagtilbud Dagtilbudsaftale

Cirka 5.500 børn vil i de kommende tre år få glæde af flere dygtige pædagoger i deres daginstitution. En pulje på i alt 254 millioner kroner over de kommende tre år er netop fordelt blandt 100 daginstitutioner i 30 kommuner landet over.

Som en del af dagtilbudsaftalen "Stærke dagtilbud – alle børn skal med i fællesskabet" har kommunerne kunne søge en pulje til ansættelse af flere pædagoger i 100 institutioner med mange børn i udsatte positioner.

De ekstra pædagoger vil give institutioner med mange børn i udsatte positioner ekstra mulighed for at støtte udviklingen hos nogle af de børn, der har en lidt sværere start på livet end deres kammerater.

De 100 institutioner, som de kommende tre år får glæde af de ekstra pædagoger, har netop fået besked. Institutionerne fordeler sig på 30 kommuner fordelt over hele landet. 

Midlerne er tildelt de 100 institutioner blandt ansøgerne med den største andel af børn, hvis forældre modtager mindst 80 pct. økonomisk fripladstilskud og/eller socialpædagogiske fripladstilskud. De institutioner, som får gavn af puljen, har alle over ca. 47 procent børn efter denne definition. 

I alt cirka 5.500 børn vil få glæde af puljen. Institutionerne får tildelt pengene ud fra børnetallet. En institution modtager cirka 50.000 kroner per barn fra puljen. De største institutioner modtager op til cirka 5,7 millioner kroner samlet for perioden, hvilket forventeligt kan række til ansættelse af mellem 4 og 5 pædagoger ekstra (årsværk). Hvor mange pædagoger institutionerne konkret kan ansætte, afhænger af det lokale lønniveau. 

En del af institutionerne ligger i de områder, som regeringen har udpeget som udsatte boligområder i forbindelse med parallelsamfundsudspillet.

Se oversigten over, hvordan midlerne er fordelt blandt kommunerne


Fakta

  • Puljen er på 254 millioner kroner fordelt i perioden 01.09.2018–31.08.2021. 
  • Puljen bliver uddelt til 100 institutioner, der fordeler sig over hele landet. For at komme i betragtning til midlerne, skulle de ansøgende kommuner dokumentere, at der i daginstitutionen er minimum 25 pct. børn, hvis forældre får mindst 80 pct. økonomisk fripladstilskud efter dagtilbudslovens § 43, stk. 1, nr. 2 og/eller en andel af socialpædagogisk fripladstilskud efter dagtilbudslovens § 43, stk. 1, nr. 4. 
  • 61 kommuner har ansøgt puljen på vegne af 543 institutioner. 
  • Puljen udmøntes til 30 kommuner, som modtager midler på vegne af de 100 institutioner, som har den største andel udsatte børn. 
  • Ca. 5.500 børn i alt vil samlet set få glæde af mere uddannet personale i institutionerne. 
  • En institution modtager ca. 50.000 kr. pr. barn fra puljen. 
  • Puljen er permanent og uddeles for tre år ad gangen.

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Nanna Lodberg Theut, nlot@sm.dk, tlf.: 41 85 10 05

Fuldmægtig Stine Bøg Krogkær, stbk@sm.dk, tlf.: 25 83 64 03