Regeringen vil styrke vaccinationsindsatsen med nyt udspil

25-10-2018
Pressemeddelelse Nyhed Dagtilbud

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby og børne- og socialminister Mai Mercado vil med et nyt vaccinationsudspil sikre et endnu stærkere vaccinationsprogram. Målet er, at flere børn får de anbefalede vacciner, at unge drenge fremover også får tilbud om gratis HPV-vaccination, og at der tilbydes endnu mere effektive influenzavacciner.

Mæslinger, fåresyge, kighoste, polio, røde hunde og hjernehindebetændelse. Det er nogle af de alvorlige sygdomme, som vi kan forebygge, hvis vi sørger for at blive vaccineret.

Det bliver de fleste danskere heldigvis allerede i dag, og det er vigtigt. For et velfungerende vaccinationsprogram er med til at redde liv hvert år.

Regeringen præsenterer nu med sundhedsminister Ellen Trane Nørby og børne- og socialminister Mai Mercado i spidsen et nyt vaccinationsudspil, der skal bygge videre på et i forvejen stærkt vaccinationsprogram.

Udspillet skal sikre, at endnu flere børn får de anbefalede vaccinationer i børnevaccinationsprogrammet, at vi tilbyder nye og mere effektive influenzavacciner til risikogrupper, og at 12-årige drenge fremover kan blive vaccineret gratis mod HPV-virus på linje med pigerne.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger: 

Når vi som forældre lader vores børn vaccinere, gør vi det nok først og fremmest for at beskytte det enkelte barn. Men på samme tid er vi med til at forhindre, at alvorlige smitsomme sygdomme kan sprede sig som epidemier i befolkningen og ramme dem, der enten er for små eller for svækkede til selv at blive vaccineret," og fortsætter: Vi gør det ikke for sjov – vaccinationerne redder liv hvert år. Og derfor skal vi sørge for at have et stærkt vaccinationsprogram, der sikrer, at endnu flere bliver vaccineret, så de mange kan beskytte de få.

- Ellen Trane Nørby

Mere viden til forældre

Regeringen foreslår bl.a., at sundhedsplejersker skal uddannes som vaccinationsambassadører, der kan informere forældre om, hvorfor det er vigtigt, at deres børn bliver vaccineret, og tale med dem om eventuelle bekymringer.

Ligeledes foreslår regeringen, at der udarbejdes dialogmateriale til ledelsen af dagtilbud og forældrebestyrelser, som indeholder information om, hvorfor det er vigtigt, at børn vaccineres, og som kan inspirere til at sætte emnet på dagsordenen blandt forældrene i institutionen.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger: 

Forældrene har et stort ansvar for at få vaccineret deres børn. For nogen er en påmindelse det, der skal til, for andre er der brug for mere oplysning. Derfor har vi sat penge af til mere information til forældrene, som kan bruges i dagtilbuddene til at gå i dialog med forældre om vaccination af børn. Det kan blandt andet ske ved at få en sundhedsplejerske til at komme på et forældremøde for at give forældrene mere viden om vaccinationer, og uddyber: På den måde håber vi, at endnu flere forældre får vaccineret deres børn, så de børn der er særligt udsat for smitte, ikke bliver nødt til at blive hjemme for at undgå at få en af de alvorlige sygdomme.

- Mai Mercado 


Følgende tiltag skal styrke vaccinedækningen i Danmark:

  • HPV-vaccination skal tilbydes alle drenge, der fylder 12 år d. 1. juli 2019 eller derefter.
  • Nye og endnu mere effektive vacciner til mennesker i den risikogruppe, der hvert år tilbydes gratis influenza-vaccination.
  • En hel række initiativer som skal sikre, at flere børn får de anbefalede vaccinationer, herunder:

o   Dialogmateriale til dagtilbud

o   Vaccinationsambassadører

o   Udvidet og smartere påmindelsesordning

o   Analyse vedr. særlige målgrupper

o   Pilotprojekt vedr. vaccination i hjemmet

o   Fortsat informationsindsats vedr. HPV-vaccination

Læs udspillet "En endnu stærkere vaccinationsindsats: De mange skal beskytte de få” (pdf)

Regeringens finanslovsforhandlinger med Dansk Folkeparti, hvor også vaccinationsudspillet indgår, er gået i gang i uge 43. Her er der lagt op til, at der afsættes 158 mio. kr. til den styrkede vaccinationsindsats over fire år.



Yderligere oplysninger:

Sundheds- og Ældreministeriet: Presserådgiver Katrine Kirch Kirkegaard på 50 96 50 69 / kki@sum.dk

Børne- og Socialministeriet: Presserådgiver Nanna Lodberg Theut på 41 85 10 05 / nlot@sm.dk