Tre nominerede til Årets Dagtilbud 2018

08-10-2018
Dagtilbud

Årets Dagtilbud er en pris, der uddeles årligt til et dagtilbud i Danmark, som har en særlig høj kvalitet i det pædagogiske arbejde. Der er nu nomineret tre dagtilbud til årets pris, der uddeles af børne- og socialministeren i november.

Hver dag gør pædagogisk personale over hele landet en stor og vigtig indsats for at skabe gode rammer for børns trivsel, udvikling, læring og dannelse. Det er en indsats, der har afgørende betydning for børnene. Ikke bare i deres dagligdag her og nu, men også for deres liv på langt sigt.

Prisen som Årets Dagtilbud tildeles en daginstitution eller en dagpleje, som udmærker sig ved en særlig høj pædagogisk kvalitet inden for et konkret fokusområde. Fokusområdet skal være relateret til et eller flere elementer i det pædagogiske grundlag, der er beskrevet i den styrkede pædagogiske læreplan.

Og de nominerede er...

De tre nominerede dagtilbud er nu fundet blandt de samlede indstillinger til prisen. De nominerede er:

  • Dagplejen i Faaborg-Midtfyn Kommune for dens arbejde med naturvidenskab og matematik i den pædagogiske praksis: Her har man udfoldet et koncept, hvor matematik inddrages som en naturlig del af hverdagen, og bliver et redskab for børnene til at forstå matematiske begreber: En bold er rund, og mursten er firkantede. Hvilket træ er størst, og hvilken skovl er længst?

  • Daginstitutionen Filosoffen i Holstebro for en filosoferende tilgang, hvor børnenes naturlige nysgerrighed, evne til at undres og lysten til at eksperimentere er i fokus: Hvad er børnene optaget af? Der skabes læringsmiljøer, hvor børnene selv kan gå på opdagelse, søge og måske finde svar på vigtige spørgsmål.

  • Vuggestuen og Børnehaven Nyrup i Helsingør for deres arbejde med eksperimenterende fællesskaber og it på 0-6 års området. Her er fokus på både kreative fag og it. Kameraer, tablets og sociale medier understøtter på forskellige måder inddragelse af børnenes egne perspektiver på såvel fællesskabet som deres eget liv.

Fagudvalget for Årets Dagtilbud skal nu besøge de tre steder og herefter afgøre, hvem der vinder titlen og modtager 20.000 kr.

Fagudvalget består af repræsentanter udpeget af FOA, BUPL, Kommunernes Landsforening (KL), Børne- og Kulturchefforeningen (BKF), Forældrenes Landsforening (FOLA) og Danske Professionshøjskoler.

Prisuddeling i november

Prisen som Årets Dagtilbud overrækkes af børne- og socialminister Mai Mercado i november 2018. Til inspiration for alle vil der blive videreformidlet gode eksempler fra både de nominerede dagtilbud og en række af de øvrige dagtilbud, der er indstillet.

Alle indstillinger til Årets Dagtilbud 2018 er behandlet i samarbejde med fagudvalget for prisen.

Læs mere om de nominerede dagtilbud

Læs mere om Årets Dagtilbud 2018 her