Dagtilbudsportalen er i luften

28-09-2018
Pressemeddelelse Dagtilbud

Dagtilbudsportalen skal give forældre et nemt overblik over normeringer, andel uddannet personale og frokostordninger i kommunernes dagtilbud.

dagtilbud banner

I den nye Dagtilbudsportal kan forældre søge oplysninger om, hvilken normering de enkelte kommuner disponerer med i dagtilbud, samt hvor meget af personalet der har en pædagogisk uddannelse, og hvor mange tosprogede der er i kommunens dagtilbud.

Portalen har også oplysninger om institutionernes frokostordninger. Forældre kan her læse om institutionernes tilbud om økologi, halalkød og vegetarmuligheder. Der er pt. indsamlet oplysninger om frokostordninger for ca. 2/3 af landets daginstitutioner, og flere følger de kommende måneder.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

”Med dagtilbudsportalen får forældre på sigt en bedre mulighed for at få et overblik over og sammenligne, hvor meget uddannet personale der er i den enkelte dagpleje, vuggestue og børnehave, hvad normeringen er, og hvad de lægger vægt på i hverdagen. Når dagtilbudsportalen er fuldt udbygget, vil den gøre det nemmere at finde det dagtilbud, som passer lige netop til ens eget barn og familie. Det er en beslutning, der kan tage meget tid, kræfter og overvejelser, og jeg er glad for, at vi kan hjælpe børnefamilierne på vej i den proces.”

- Mai Mercado

Det er målet, at de enkelte institutioner gradvist selv udfylder oplysninger om dagtilbuddenes pædagogiske profil, åbningstider, lukkedage etc. Med disse data samlet ét sted får forældrene en bedre mulighed for at skabe sig et overblik over hvilke dagtilbud, de kan vælge til deres børn.

Gå til den nye dagtilbudsportal på Undervisningsministeriets hjemmeside


Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Nanna Lodberg Theut, nlot@sm.dk, tlf.: 41 85 10 05

Chefkonsulent Mette Arnfelt McPhail, mmcp@sm.dk, tlf.: 25 83 64 05

Kontorchef Maria Wichmann, mbwi@sm.dk, tlf.: 61 67 65 14