Omgørelsesprocenter er stadig alt for høje

07-03-2019
Pressemeddelelse Handicap Udsatte voksne Udsatte børn og unge

Børne- og Socialministeriet offentliggør for tredje gang Ankestyrelsens omgørelsesprocenter for kommunernes afgørelser inden for socialområdet generelt og for børnehandicap. For andet år i træk er voksenhandicap også med.

Selvom tallene er blevet lidt pænere siden sidst for socialområdet (serviceloven) generelt og for børnehandicap specifikt, er landsgennemsnittet for omgørelsesprocenterne stadig henholdsvis 36 procent for socialområdet og 47 procent for børnehandicap.

I 33 procent af sagerne på området for børn med handicap har kommunerne begået fejl i sagsbehandlingen, som skal rettes, og i 14 procent af de påklagede sager ender Ankestyrelsen med at ændre kommunens afgørelse.

Det kan og skal kommunerne gøre bedre, siger børne- og socialminister Mai Mercado:

Jeg er selvfølgelig glad for at se, at der er et lille fald i antallet af omgørelser, og det bekræfter mig i, at det er helt rigtigt, at vi får fuld åbenhed om de fejl, der bliver begået, men omgørelsesprocenterne er stadig alt for høje.

- Mai Mercado

Med satspuljeaftalen for 2018 blev der afsat 53,4 mio. kr. til initiativer, som kan hjælpe kommunerne til at få sagsbehandlingen på ret køl, og børne- og socialminister Mai Mercado opfordrer kommunerne til at gøre brug af disse initiativer:

Der burde kunne være tillid til, at kommunerne træffer rigtige afgørelser, og den tillid lider et knæk, når en så stor andel af klagesagerne bliver omgjort. Nu skal kommunalbestyrelserne holde snuden i sporet og tage de nødvendige skridt, der skal til for at sikre den gode sagsbehandling, som borgerne fortjener og har ret til.

- Mai Mercado

For voksenhandicapområdet er omgørelsesprocenten steget fra 21 procent i 2017 til 32 procent i 2018.

Fakta - Danmarkskort for 2018

 

Socialområdet

Børnehandicapområdet

Voksenhandicapområdet

Omgørelser

36 pct. 
(Heraf 27 pct. hjemviste og 9 pct. ændrede)

47 pct.
(Heraf 33 pct. hjemviste og 14 pct. ændrede)

32 pct.
(Heraf 25 pct. hjemviste og 7 pct. ændrede)

 

Begrebsdefinitioner

Der anvendes tre begreber, når Ankestyrelsen udregner omgørelsesprocenter:

  • Stadfæstelse: Styrelsen er enig i afgørelsen. Der sker ingen ændringer for den, der har klaget.
     
  • Hjemvisning: Hvis der for eksempel mangler oplysninger i en sag, sender styrelsen den tilbage til myndigheden. Det hedder at hjemvise en sag og betyder, at myndigheden skal genoptage sagen og afgøre den på ny.
     
  • Ændring: Styrelsen er helt eller delvist uenige i afgørelsen og ændrer den.

Når en afgørelse hjemvises eller ændres, kaldes det, at kommunens afgørelse bliver omgjort. Det hedder det, selvom en hjemvisning ikke nødvendigvis betyder, at afgørelsen bliver ændret. Omgørelsesprocenten er derfor andelen af sager, der bliver omgjort (hjemvist eller ændret).


Yderligere oplysninger

Fuldmægtig Kirstine Borg, kibo@sm.dk, tlf. 41 85 13 26

Chefkonsulent Tina Hansen, tha@sm.dk, tlf. 41 85 10 23

Pressemedarbejder Nanna Lodberg Theut, nlot@sm.dk, tlf. 41 85 10 05